Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 (https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A32007R0708&…) af 11. juni 2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur udgør en ramme, der skal sikre, at vandmiljøet beskyttes mod de risici, der er forbundet med opdræt af sådanne arter. Den regulerer deres flytninger i EU og omfatter alle akvatiske arter og produktionstyper, og der er særlige regler for lukkede akvakulturanlæg samt undtagelse for arter, der er opført i bilag IV.

Akvakulturoperatører skal ansøge om tilladelse til at indføre en ikkehjemmehørende art eller omplante en lokalt fraværende art fra et relevant administrativt organ i en EU-medlemsstat ("en kompetent myndighed"). Ansøgeren skal fremlægge et dossier i overensstemmelse med de vejledende retningslinjer, der er anført i bilag I. Et rådgivende udvalg vurderer, om ansøgningen indeholder alle de nødvendige oplysninger, og fastslår, om ansøgningen opfylder betingelserne for behandling og de potentielle risici. Udvalget afgiver derefter sin udtalelse til den kompetente myndighed, som afgør, om tilladelsen skal udstedes eller nægtes i overensstemmelse med den fastlagte procedure.

Akvaponi er et innovativt akvakulturproduktionssystem, der kombinerer fiskeproduktion i recirkulerende akvakultursystemer (RAS) med hydroponisk planteproduktion (teknikken med dyrkning af planter uden jord) i ét produktionssystem. Det er en bæredygtig og effektiv landbrugsmetode, der fjerner behovet for jord og bevarer vand.

Der er mange fordele ved denne teknik:

Den kan placeres i landdistrikter, men også i byområder og halvbymæssige miljøer, herunder bybygninger (f.eks. tagtoppe) og industriområder (f.eks. ubrugte områder), hvilket giver EU's regioner et selvforsyningselement med hensyn til at tilbyde deres beboere job samt friske grøntsager, fisk og frugt. Denne strategiske placering reducerer ikke blot omkostningerne til erhvervelse af jord, men skaber også plads til akvakultur til produktion af fisk tættere på byområder, hvorved transportudgifterne reduceres, og produktionens samlede CO2-fodaftryk reduceres.

Det er et økologisk ansvarligt lukket system uden brug af kemisk gødning, fordi det er et selvbærende system. Vandet fra fisketankene recirkuleres gennem filtre for at fodre planternes senge og derefter tilbage til fiskebeholderne. Fisk og planter udvikler et symbiotisk forhold, hvor planter renser fiskeaffaldet, og fisk fodrer planterne med næringsstoffer.

Det kræver ikke brug af pesticider.

Man undgår sæsonbetingede begrænsninger, da planter og fisk kan opdrættes hele året uanset sæsonen og vejrforholdene.

Nogle af udfordringerne i forbindelse med gennemførelse og udvikling af akvaponi er følgende:

Høje startomkostninger: det kan være dyrt at etablere et akvaponisystem på grund af behovet for specialiseret udstyr såsom tanke, pumper og filtreringssystemer og høje energibehov.

Teknisk ekspertise: det kræver daglig vedligeholdelse og løbende testning af vandkvaliteten for fisk og planter og viden om både fiskeopdræt og hydroponiske systemer. Balancen mellem fisks og planters behov kan være kompleks og kræver løbende læring og tilpasning.

Ikke alle planter og fisk trives i akvaaponiske systemer: teknikken er ikke egnet til alle afgrøder, og den kan udføres med begrænset plante- og fiskesort.

Rentabilitet: i øjeblikket er der problemer med skalerbarhed for at producere grøntsager i massivt omfang til en rentabel pris.