SPØRGSMÅL OG SVAR

Når akvakulturen gøres på en bæredygtig måde, kan den bidrage til at løse nogle af de mest presserende problemer, vi står over for i dag.

— Akvakultur leverer nærende og forskelligartede fødevarer til en voksende verdensbefolkning.

— Akvakultur mindsker behovet for at fange flere vilde fisk for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter fisk og bidrager derfor til at bevare fiskebestandene.

— Det kan levere friske og lokale fødevarer. Levering af fødevarer tættere på forbrugerne gør det muligt at reducere CO2-emissionerne inden for transport.

— Akvakultur kan producere fødevarer og foder med en lavere klima- og miljøpåvirkning end andre typer landbrug (f.eks. opdræt af kvæg for mælk eller kød). Ved at forbruge flere fødevarer fra akvakultur kan vi også mindske landbrugets pres på jorden.

Akvakulturaktiviteter kan være en kilde til indkomst og udvikling for fjerntliggende kyst- og landbosamfund, hvor der kun findes få alternativer. Visse typer akvakultur bidrager til bevarelsen af økosystemer og biodiversitet (f.eks. opdræt af bløddyr, ekstensiv akvakultur i damme og vådområder og opdræt af alger og andre hvirvelløse dyr). Disse tjenester omfatter rensning af vand fra overskydende næringsstoffer og organisk materiale eller bevarelse og genopretning af økosystemer og biodiversitet.

— For at akvakulturbrug kan drives, skal fremtidige akvakulturproducenter indhente en tilladelse fra de kompetente nationale myndigheder (undertiden kan de regionale myndigheder være ansvarlige for tilladelserne). Myndighederne kontrollerer i forbindelse med deres vurdering, om den foreslåede placering er egnet, og de efterprøver omhyggeligt akvakulturbrugets indvirkning på miljøet.

Akvakulturproducenter skal have tilladelse, før de anvender havvand eller ferskvand til akvakulturbruget. Når vandet føres tilbage til miljøet, må det ikke forringe vandmiljøet.

— Akvakulturvirksomheder skal desuden være registreret eller godkendt af sundhedsmyndigheder, der beskæftiger sig med dyresundhed, og både landbrugeren og disse myndigheder er forpligtet til at foretage overvågning af eventuelle sygdomme.

— Når alle myndigheder er opnået, skal akvakulturproducenterne opfylde flere betingelser for at sikre, at akvakulturaktiviteterne respekterer miljøet, menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden.

— De godkendte bedrifter skal fortsat overvåge deres indvirkning på miljøet.

— For at beskytte miljøet må producenterne kun anvende godkendt foder, rengøringsmidler og lægemidler.

Med hensyn til dyresundhed har landbrugerne også pligt til at føre flere registre, herunder over, hvor mange dyr der kommer ind på og forlader bedriften, og hvor mange dyr der dør. De skal også registrere de foranstaltninger, de træffer for at forebygge og håndtere enhver risiko for sygdom. For at beskytte forbrugernes sundhed skal akvakulturproducenterne følge strenge regler for fødevarehygiejne og dyresundhed. De må kun anvende godkendt og kontrolleret foder.

— Anvendelsen af veterinærlægemidler kræver en recept fra en dyrlæge, og kun godkendte veterinærlægemidler er tilladt under overholdelse af foreskrevne tilbageholdelsestider og grænseværdier for restkoncentrationer. Producenterne skal registrere alle de lægemidler, de bruger, og de skal opbevare en kopi af recepterne.

— Desuden skal landbrugerne sikre human behandling af opdrættede dyr i hele deres produktionscyklus og under slagtning og transport.

For at vide, om et akvakulturprojekt kan gennemføres i et område, skal der gennemføres en rentabilitetsundersøgelse af området (f.eks. adgang til kvalitetsvand, ikke-interferens med andre anvendelser, betingelser for etablering af akvakulturanlæg i området) og af de arter, der eventuelt skal opdrættes. Der er mange mulige akvakulturområder (f.eks. på land, i kystvande, offshore, flodmundinger, i damme, ved siden af floder). For at få en licens har hver lokalitet forskellige betingelser, og de undersøgelser, der skal udføres, er forskellige. De kompetente myndigheder identificerer undertiden tidligere undersøgte områder, hvor akvakultur er mulig og prioriteret, hvilket gør det hurtigere at opnå tilladelser til et akvakulturbrug i området.

Selv om alle fiskearter i teorien kunne anvendes til akvakulturbrug, er kun nogle få (ca. 10) i øjeblikket en vigtig del af EU's akvakulturproduktion. Navnlig opdrættes de arter, hvis biologi er velkendt, og hvis reproduktion i fangenskab er mulig. Samtidig skal der være en markedsefterspørgsel efter disse arter og en markedspris, der gør produktionen rentabel.

Der er meget forskellige produktionsmetoder for EU's akvakulturarter, og nogle af de vigtigste er følgende (STECF's økonomiske datatabel for akvakultur, 2023):

— Indkapslinger, folde, recirkulationssystemer og tanke til laks

Tanke og raceways, recirkulationssystemer og damme til ørred

— Penne, tanke, damme, recirkulationssystemer til havbars og blankesten

— Flåder, polykultur, logline til muslinger

Damme, tanke, raceways, gager, polykultur til karper

— Til bundfiskeri, langline, flåder og polykultur til østers

Damme, raceways, tanke til krebsdyr

— På bund, tanke og raceways, penne, recirkulationssystemer, polykultur, flåder, langline, tankvogne

— Åbne eller lukkede bioreaktorer til mikroalger.

Desuden skal de fleste fiskearter og tang i de tidlige vækstfaser være på et klækkeri og en planteskole. Bløddyrsfrø produceres i rugerier eller indsamles i naturen.

Ligesom enhver økonomisk aktivitet har akvakultur en indvirkning på miljøet. Dette afhænger af kvaliteten af forvaltningen af aktiviteten, lokalitetens egnethed og produktionssystemet. Når akvakultur forvaltes korrekt, kan den også være en metode til proteinproduktion med et lavere CO2- og miljøaftryk end andre typer landbrug. Desuden kan visse former for akvakultur (f.eks. opdræt af bløddyr, akvakultur i damme og vådområder og opdræt af alger og andre hvirvelløse dyr), når de forvaltes hensigtsmæssigt, tilbyde mange økosystemtjenester. Disse tjenester omfatter absorption af overskydende næringsstoffer og organisk materiale fra miljøet eller bevarelse og genopretning af økosystemer og biodiversitet.

EU's miljølovgivning og national gennemførelseslovgivning har fastsat de lovgivningsmæssige rammer for EU's akvakultur, der sikrer afbødning af den indvirkning, som akvakulturaktiviteter kan have på miljøet (hvad enten det drejer sig om CO2-fodaftryk, spildevand, affald eller andre indvirkninger på hav- og ferskvandsøkosystemer), og at akvakulturaktiviteter ikke i væsentlig grad skader økosystemer eller biodiversitet.

EU's akvakultursektors miljøpræstationer kan ikke desto mindre forbedres yderligere ved at: i) sikre, at miljølovgivningen anvendes fuldt ud, og at dens mål opfyldes II) yderligere afbødning af virkningerne af akvakultur og iii) fremme akvakultur med lavere miljøpåvirkning og akvakultur, der leverer økosystemtjenester.

De strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU for perioden 2021-2030 har til formål at forbedre akvakultursektorens miljøpræstationer ved yderligere at begrænse virkningerne af akvakultur samt fremme de typer akvakultur, der er mest gavnlige for miljøet og klimaet, såsom lavtrofisk akvakultur og økologisk akvakultur.

Akvakultur kræver god vandkvalitet for at sikre optimal sundhed og velfærd for akvatiske dyr og et akvakulturbrugs rentabilitet. Derfor er EU-medlemsstaternes bekæmpelse af vandforurening i overensstemmelse med ambitionen om nulforurening, der er fastsat i den europæiske grønne pagt, af særlig betydning for akvakultur.

Akvakulturproducenterne skal have tilladelse til at bruge havvand eller ferskvand til akvakulturbruget. Når vandet føres tilbage til miljøet, må det ikke forringe vandmiljøet. Udledninger fra EU's akvakulturanlæg skal opfylde EU's strenge vandkvalitetsstandarder samt strenge nationale, regionale og lokale bestemmelser.

Visse former for akvakultur såsom opdræt af bløddyr og opdræt af alger og andre hvirvelløse dyr kan, når de forvaltes hensigtsmæssigt, forbedre vandkvaliteten som følge af optagelsen af overskydende næringsstoffer og organisk materiale fra miljøet.

Recirkulerende akvakultursystemer (RAS) er landbaserede akvakulturanlæg — enten udendørs eller indendørs — der minimerer vandforbruget ved at filtrere, justere og genbruge vandet.

Sammenlignet med traditionel dambrug eller akvakultur med åbent vand gør recirkulationsprocessen i RAS det muligt at kontrollere dyrkningsforholdene og indsamle affald. Landbaseret akvakultur undgår desuden undslipning og begrænser ekstern overførsel af sygdomme og parasitter. RAS giver løfte om en mere bæredygtig fødevareproduktion med et lavere forbrug af ferskvand og kortere transportafstande, da fisk kan dyrkes tættere på markederne. Ved at kontrollere dyrkningsforholdene kan akvakulturproduktionen i et RAS-anlæg etableres næsten overalt, uanset de lokale forhold. Ved at flytte produktionen over land kan det også afbøde manglen på plads og konkurrencen om adgang til havområder.

På den anden side er der en tendens til, at en RAS-facilitet er energiintensiv og dyr. Investeringsomkostningerne er høje, og recirkulationsteknologien forbruger store mængder energi og kræver, at den kontrolleres og forvaltes af en kvalificeret arbejdsstyrke. Desuden skal teknologien stadig bevise, at den er levedygtig i forbindelse med storstilet produktion, navnlig hvad angår saltvandsmiljøer.

Foder til opdrættede fisk skal indeholde vigtige niveauer (35-50 %) af stærkt fordøjelige proteiner og høj energi gennem fedtstoffer af høj kvalitet for at opretholde deres aktivitet og vækst. De råvarer, der er til rådighed til fremstilling af denne form for akvakultur, har tre hovedoprindelser:

vegetabilske biprodukter af hvede, soja og majs.

II) fiskemel og fiskeolie fra fisk og marine krebsdyr, selv om deres andel af foderet er faldende.

III) I nogle tilfælde også biprodukter fra sektoren for produktion af landdyr, som er meget næringsrige.

I dag fremmes bæredygtige fodringssystemer, der begrænser afhængigheden af fiskemel og fiskeolie fra vilde bestande til fødevareproduktion, f.eks. ved at tilskynde til anvendelse af alternative proteiningredienser såsom alger eller insekter eller affald fra andre industrier. Dette afspejles også i de strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU i perioden 2021-2030.

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A32018R0848) er økologisk produktion et overordnet system for bedriftsforvaltning og fødevareproduktion, der kombinerer bedste praksis på miljø- og klimaområdet, et højt niveau af biodiversitet, bevarelse af naturressourcer og anvendelse af høje dyrevelfærdsstandarder og høje produktionsstandarder i overensstemmelse med et stigende antal forbrugeres efterspørgsel efter produkter, der er fremstillet ved hjælp af naturlige stoffer og processer. Denne forordning indeholder sammen med visse relevante sekundære retsakter detaljerede produktionsregler for økologisk akvakultur, som omfatter miljøkrav, overholdelse af en periode for omlægning til økologisk produktion, ernæring, dyrevelfærd, sundhedspleje og opdrætskrav med detaljerede maksimale belægningsgrader for arter og strenge begrænsninger for anvendelse af eksternt input, bl.a. om dyrlægebehandlinger.

For at kunne anvende EU-logoet for økologiske produkter og anføre "økologisk" på mærkningen af deres produkter skal de økologiske erhvervsdrivende certificeres af et kontrolorgan, der er godkendt af de kompetente myndigheder, og som attesterer, at deres aktiviteter udføres i overensstemmelse med EU's økologiforordning.

Yderligere oplysninger om EU's certificeringsordning for økologiske produkter og håndhævelsen heraf findes på Kommissionens websted:

Økologisk landbrug (https://agriculture.ec.europa.eu/farming/organic-farming_en). Desuden findes der et dokument med ofte stillede spørgsmål om bestemmelser om økologisk produktion, herunder et kapitel om økologisk akvakultur, her: https://agriculture.ec.europa.eu/system/files/2022-09/organic-rules-faq….