Geografisk omfordeling af opdrættede laksefisk reducerer skadedyrsangreb og behandlingshyppighed i en simuleringsundersøgelse

Værtstæthed er en vigtig drivkraft for parasitpopulationsdynamikken, og ofte stiger antallet af parasitter hurtigt med værtstætheden. I forbindelse med norsk lakseopdræt har denne mekanisme ført til en forskel mellem ønsket om at øge den dyrkede produktion af laksefisk og mindske de negative virkninger af parasitangreb. Lakselipeangreb er skadelige for dyrevelfærden på grund af laksebehandling og afsmitning fra akvakulturbrug til vildtlevende laksefisk. Her undersøger forfatterne, hvordan en omfordeling af biomassen fra lakseopdræt kan hæmme udvekslingen af licelarver mellem gårdene og dermed mindske laksebyrden og behandlingshyppigheden. Mere specifikt anvender de en stokastisk simuleringsmodel, der er tilpasset empiriske data fra norsk akvakultur, til at undersøge, hvordan forekomsten af lice og behandlinger responderede, da biomassen i systemet blev distribueret til færre større bedrifter beliggende langt fra hinanden. For at opretholde en realistisk fiskevækst, sæsonudsving og kohorteudvikling blev dynamikken i lice populationen simuleret ud over historiske produktionsdata fra Norge. Undersøgelsen simulerede flere scenarier, hvor et stigende antal bedrifter blev lukket, og deres biomasse blev omfordelt til andre bedrifter med tilsvarende kohorter. Resultaterne viser, at færre og større bedrifter reducerer antallet af klipper og behandlingshyppigheden, og at en strategisk fjernelse af bedrifter baseret på deres betydning for konnektiviteten i et oceanografisk udbredelsesnetværk forbedrer denne virkning. Nogle centrale mekanismer fremhæves, som bør tages i betragtning i forbindelse med den regionale produktionsplanlægning og tildelingen af produktionskoncessioner inden for lakseopdræt.