Multistakeholderperspektiver for fysiske planlægningsprocesser for havbrug i Middelhavet og Sortehavet

Akvakultur tegner sig for mere end halvdelen af de fisk, der anvendes til konsum, hvilket bidrager til fødevaresikkerhed og ernæring, økonomisk vækst og forbedrede indkomstmuligheder. Akvakulturproduktionen i de lande, der grænser op til Middelhavet og Sortehavet, er vokset støt, om end ikke ensartet, hovedsagelig baseret på marine arter. For at sætte skub i udviklingen er der behov for at støtte forvaltningen med henblik på at etablere aktiviteter inden for en koordineret fysisk planlægningsproces. Kendskabet til processerne for fysisk planlægning af akvakultur vurderes gennem høringer af interessenter fra 21 lande ved hjælp af et struktureret spørgeskema, en intern gennemgang og en workshop for at fastslå de største hindringer for gennemførelsen i regionen. Resultaterne tyder på forskellige niveauer af viden om reguleringssystemerne i de undersøgte lande. Zoneinddeling af akvakultur er udbredt. Udvælgelse af lokaliteter er en lang og ineffektiv proces, en hindring for investeringer, der forværres af en åbenlys mangel på en klar fordeling af magt og ansvar. Arealforvaltning er den mindst gennemførte del af den fysiske planlægningsproces med få eksempler på en integreret tilgang. Ringe social accept af akvakultur, ringe teknisk viden og forståelse af begreberne fysisk planlægning og mangel på meningsfuld kommunikation er blandt de problemer, som interessenterne fremhæver. Selv om de seneste fremskridt er tydelige, er integrationen af akvakultur med andre brugere af havområder fortsat et igangværende arbejde, der kræver en specifik lovramme, kapacitetsopbygning, gennemsigtighed, god kommunikation og deltagelsesbaserede processer. Anvendelse af fysisk planlægning efter en økosystemtilgang til akvakultur kan bidrage til forbedringer, der har potentiale til at imødegå de negative eksterne virkninger af uplanlagt eller ukoordineret udvikling.