Fremme af fysisk effektivitet i det marine rum på en socialt bæredygtig måde: Erfaringer fra en sikker vurdering af flere anvendelser i Middelhavet

I en situation med voksende krav om havområder og i bestræbelserne på at opnå maritim "rumlig effektivitet" bliver det nødvendigt med flere anvendelser (MU) for at samle mere eller mindre kompatible anvendelser på havet. I dette dokument vurderes potentialet i den bløde MU, der omfatter ikkeindustrielt fiskeri (SSF), turisme og naturbeskyttelse i forbindelse med beskyttede havområder, og som i vid udstrækning forekommer i Middelhavsområdet, i Grækenland. Selv om MU-konceptet endnu ikke er medtaget hverken i lovgivningen om maritim fysisk planlægning eller i strategiske politikdokumenter, hovedsagelig på grund af den dominans af fysiske planer på landjorden, der favoriserer enerettigheder til stærkt konkurrencedygtige og ekspansive maritime aktiviteter (f.eks. akvakultur), praktiseres ovennævnte MU i stigende grad af lokalsamfund som et socioøkonomisk instrument (fiskeriturisme), der også lejlighedsvis kan være rettet mod naturbeskyttelse. Efter analysen "Drivers, Added Values, Barriers and Negative Impacts" (Dabi) blev der afsløret et spektrum af udfordringer/begrænsninger og muligheder for anvendelsen af den undersøgte MU, grupperet i socioøkonomiske, miljømæssige, politisk-lovgivningsmæssige og teknologiske faktorer, der kan muliggøre eller underminere denne MU i de græske have. I dokumentet konkluderes det, at der er et enormt potentiale for den nævnte MU-udvikling i områder, der er afhængige af fiskeri, i overensstemmelse med den mangeårige tradition for småfiskeri, som på trods af dens tilbagegang fortsat er en af de vigtigste blandt dem, der praktiseres i kystzonen og i fjerntliggende samfund og øsamfund, og som i alt væsentligt definerer deres særlige sociale og kulturelle identitet. Desuden har småfiskeriet en lav miljøpåvirkning, og turister og lokalsamfundene er også gradvist ved at blive mere bevaringsorienterede. Derfor fremhæves MU som et redskab til bæredygtig udnyttelse af havområder til støtte for dagsordenen for blå vækst og genetablering af forbindelsen mellem natur- og kulturkapital til søs og dermed også omdefinering af den rolle, som fiskere, der under rimelige forhold kan blive forkæmpere for havets biodiversitet og centrale aktører for bæredygtig forvaltning af fiskebestande og økosystemer i de beskyttede områder, spiller.