Modellering af havvandkarbonatkemi i skaldyrbrugsregioner: Indsigt i CO2-udledning i forbindelse med skaldannelse og vækst

Akvakultur med bløddyr er en industri af høj værdi, som øger produktionen hurtigt i Europa og i hele verden. I de senere år har der været drøftelser om de potentielle vidtrækkende miljømæssige fordele ved denne form for fødevareproduktion. Et aspekt af akvakulturen med bløddyr, der er blevet undersøgt, er produktionen af kalkholdige skaller (CaCO3). Bløddyrsskallens vækst er undertiden blevet beskrevet som et dræn for atmosfærisk CO2, da den låser kulstof væk i fast mineralsk form. Strengere modellering af carbonatkemi, herunder sideløbende ændringer i havvandpCO2, pH, opløst uorganisk kulstof og total alkalinitet, viser imidlertid, at calcificering er en nettokilde til CO2 til atmosfæren. Kombineret med drøftelser om, hvorvidt bløddyrs respirationsevne bør indgå i modelleringen af CO2-fodaftryk, tyder dette på, at der er behov for en mere indgående forståelse, før skaldyrsakvakultur kan indgå i CO2-handelsordninger og -beregninger. Her viser vi, at regionale forskelle i det marine carbonatsystem kan ændre den mængde CO2, der frigives pr. enhed CaCO3-dannelse. Vores modellering af carbonatkemi viser, at et kystmuslingefiskeri i det sydlige Portugal frigiver op til ~ 0.290 g CO2 pr. g CaCO3-skaller. Til sammenligning vil en identisk bedrift i Østersøen producere op til 33 % mere CO2 pr. g CaCO3 (~ 0.385 g-CO2· (g-CaCO3) − 1). Denne geografiske variation bør derfor også tages i betragtning, hvis akvakulturen for bløddyr skal inddrages i fremtidige CO2-handelsordninger og i planlægningen af den fremtidige produktionsudvidelse i hele industrien.